En hyldest til albumcoveret
Digitalisering er blevet en del af musikken, hvad enten vi synes om det eller ej. Den er ved at forandre de omstændigheder, der omgiver musikken. Internettet har gjort det muligt at gå til og købe ny musik på få sekunder og denne form for tilgængelighed er ved at blive dominerende indenfor moderne musikforbrug. Tjenester som iTunes og TDC Play, og teknologi som mobile MP3-afspillere og Smartphones skaber nye forbrugsvaner og de kommende generationer, der vokser op med de nye muligheder, må forventes at have en helt anden tilgang til musik. At musikken er blevet tilgængelig direkte fra din computer eller afspiller, betyder at musikken ikke længere er betinget af et fysisk medie. Dette er selvfølgelig også en trussel for coveret. Hvad det betyder for musikken, og hvordan den visuelle oplevelse kan bibeholdes på anden vis, står til diskussion, men et er sikkert: Intet har været gjort forgæves! Følgende er derfor en hyldest til pladecoveret. Jeg har valgt nogle få af mine favoritter, som er sat ind i indlægget undervejs.
Coverets historie
Fra den første skrøbelige lakplade kom i handlen, for godt og vel 100 år siden, og helt frem til i dag, har privatforbrug af musik knyttet sig til en fysisk udgivelse. I denne periode er det blevet en tradition at pryde udgivelserne på opfindsom vis og bruge det til at skabe identitet og appel overfor forbrugeren. Mange af bedste udgivelser er akkompagneret af storslået omslags-kunst og mange albums bliver husket for deres unikke, provokerende eller smukke design. For mange er det stadigvæk en vigtig del af den musikalske helhedsoplevelse at åbne coveret for første gang og lade sig drage ind i kunsterens univers.
Allerede for 20 år siden led albumcoveret sit første nederlag, da den kompakte musik-disk kom på markedet. Jeg husker ikke selv, om der var stor postyr dengang, men den lille booklet fra en CD-jewelcase har i mine øjne, aldrig kunnet erstatte det store skrøbelige LP-cover fra vinylens æra. I dag hvor den fysiske udgivelse endelig er ved at blive overhalet af det digitale salg, har vinylen da også pludselig fået et større marked igen. Efter min mening hænger dette nært sammen med coverets betydning.
Dette er en hyldest – ikke en begrædelse!
Tiderne skifter, teknologien bliver bedre og ændrer betingelserne for kunsten - det er netop musik et godt eksempel på. De tekniske betingelser har været udslagsgivende for musikkens lyd og udbredelse. Node-systemet, fortepianoet, fonografen, radioen, el-guitaren, synthesizeren, CD'en og internettet er alle teknologiske opfindelser, der har ændret musikkens udtryk og lyd. Nye muligheder giver nye udtryksformer og nye spændende oplever. Således har internettet åbnet op for en hel verden af muligheder, der ikke fandtes i den analoge tidslalder. Jeg er positiv, glæder mig til fremskridtet og forventer meget af de kunstnere, der laver musik under de nye omstændigheder.
Min personlige interesse for pladecoveret startede tilbage i min barndom i 1980’erne. Jeg fik fra tid til anden fik lov at bladre igennem mine fars LP-samling og det var en yndet beskæftigelse. Her fandtes en fantastisk blanding af Deutsche Grammophons standardiserede forsider med det gule logo, rockplader med Cream og Crosby Stills, Nash and Young, jazzplader med Louis Armstrong og eksperimenterende kunstnere som Emerson Lake & Palmer og Kraftwerk. Alt dette gjorde stort indtryk på mig og har lagret sig i min bevidsthed som storslåede oplevelser for en lille dreng den dag i dag.

Albumcoveret er døende, men har ikke levet forgæves. De gamle covers fortæller en vigtig historie om fortidens mennesker og musik og de fleste af dem er viderebragt netop her på internettet. Derfor har jeg oprettet bloggen Old Album Covers, hvor jeg poster nogle af de covers der har inspirerer mig, og som jeg synes, fortjener at blive husket. Kravene er, at omslagene skal være fra før 1990 og og skal være beregnet som LP-omslag.
Hvis der er et cover, som du synes, er blevet overset, er du velkommen til at dele det. Til det formål har jeg lavet en side på Facebook-side, for alle, der interesserer sig for de gamle omslag.
De tre albums jeg har valgt er Miles Davis - "Bitches Brew", The Velvet Underground - "The Velvet Underground with Nico" og Emerson Lake & Palmer - "Tarkus".
Indlægget er skrevet af Torben Eik. Til dagligt partner og medstifter af YourWaves I/S i København og bestyrelsesmedlem i musikparlamentet. Derudover deler han selv råd og holdninger til musik på Organgrinder.dk

